Cachaça – Brasiliens rom



Cachaca
Originalbilledet tilhører Abelha Cachaça

Du har sikkert hørt om Cachaça før, især hvis du kan huske den Mojito- og Caipirinha-bølge der strøg hen over landet for 10 års tid siden. Men hvad er Cachaça egentlig og er det stadigvæk en “ting”?

Det korte svar til de spørgsmål er: En brasiliansk brændevin der er lavet på sukkerrørsjuice og ja, det er det i den grad.

Hvordan laver man Cachaça?

Cachaça bliver faktisk lavet ligesom man laver rom. Det vil sige processen starter med sukkerrør, der bliver kørt gennem en presser så den sukkerholdige saft udtrækkes. Derefter tilsætter man en gærblanding til sukkerrørsjuicen og lader gæren udføre sit fascinerende arbejde. At omdanne sukkerstofferne til alkohol.

Efter ca. 24 timers gæring er juicen omdannet til en slags “sukkerrørsvin” og den føres over i destillationsaparatet, hvor den opvarmes og destilleres til et alkoholindhold på 75%. Hvorefter spiritussen typisk bliver sat til at “hvile” et stykke tid i ståltanke, inden den vandes ned til 38-54% og hældes på flaske. Der produceres også lagret Cachaça, som lægges på egetræsfade i minimun 1 år i stedet for den korte “hviletid” på stål.

Som sagt er hovedtrækkene i den proces fuldstændigt de samme som i romproduktionen og de fleste Cachaça er teknisk set også rom. Der er dog en række væsentlige forskelle, hvor Cachaça-produktionen adskiller sig fra den gennemsnitlige rom.

Først og fremmest bliver Cachaça kun destilleret til et alkoholindhold på 75% i råspritten. Rom bliver typisk destilleret helt op til +95%. Det betyder de fleste rom er lidt “finere” og blødere i stilen, da den skrappere destillationsproces trækker flere såkaldte “urenheder” ud af spiritussen. Omvendt betyder det så også, at Cachaça beholder mere af karakteren og smagen fra sukkerrørene. Man kan sige Cachaça typisk har lidt mere terroir og er mere rustik end den gennemsnitlige rom.

Derudover er det mere udbredt, blandt Cachaça-producenterne, at bruge ren sukkerrørsjuice end det er i romproduktionen, hvor de fleste rom bliver lavet helt eller delvist på melasse.

Er Cachaça stadigvæk en “ting”?

Svaret på det spørgsmål er selvfølgelig ikke 100% sort/hvidt. I forhold til de mange vellagrede premium rom der efterhånden er på det danske marked, er svaret naturligvis et klart nej. Cachaça kan ikke konkurrere med flagskibsmodellerne fra Diplomático. Men det skal det heller ikke. Selvom Cachaça deler mange ligheder med rom er det alligevel sin helt egen type spiritus og den er i en rivende udvikling.

Selvom de mere end 40.000 Cachaça-producenter i Brasilien stadigvæk afsætter ca. 90% af deres spiritus på det hjemlige marked, er fokus i stigende grad internationalt og derfor spiller ting som bæredygtighed og økologi også en stigende rolle i produktionen. Abelha Cachaça benytter f.eks. udelukkende økologiske og lokaltdyrkede sukkerrør i deres produktion.

Derudover tilføjer Cachaça også en langt mere autentisk oplevelse til en lang række klassiske drinks. Caipirinha’en er vel nok den mest kendte og hvis du vil have en oplevelse, der kun kan toppes med en tur til Brasilien, så skal den også laves med Cachaça.

Du finder High Spirits’ Cachaça her

Du kan læse mere om Abelha Cachaça her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *